Tone greb chancen
Overgik forældrenes forventninger
For at forberede Tone på overgangen til normalklassen fik hun allerede i december lov til at lave skolekomedie sammen med sin kommende klasse. Den chance greb den 9-årige pige, og så tog det ene skridt det andet. Ugen op til komedien deltog Tone i forberedelsen sammen med resten af 2.a. Da premieren var ovre, skulle der spilles for de store elever. Og så skulle der evalueres. Den ene dag tog den anden og Tone gik stadig i 2.a.
Beslutsomhed betaler sig
”Det er dér, jeg vil være”, sagde Tone, når hendes mor og far spurgte hende om det var godt.
Hendes forældre tænkte, at de nok ville få en besked fra den ene eller den anden lærer, men intet skete. Til sidst bad de om at få skoleskemaet, komme med på forældre-intra osv.
I dag går Tone stadig i 2.a og stortrives med de udfordringer hun oplever ved at være sammen med børn, der ikke har problemer med at tale, læse og skrive. Som hendes far siger: ”Da Tone gik i tale-sprogcenteret havde hun rigtig meget glæde af den støtte og tryghed, som speciallærerne gav hende. Men hun var klar til at flytte sig, manglede hun de udfordringer hun nu får i 2a”.
Glade forældre
Hendes forældre glæder sig over at følge hendes udvikling og over, at deres datter på denne måde tog sagen i egen hånd. De glæder sig også over, at de andre børn og deres forældre slet ikke har sat spørgsmålstegn ved, at Tone skulle være en del af klassen.
”Det hjælper det nok, at de kender Tone fra spejder og SFO, så de ved, at selvom hun har et tale-handicap, er der en masse andre ting, som hun er god til”, siger hendes far.